Lyt til artiklen

Industriens produktion i Danmark kører fortsat på fuld damp.

Fra maj til juni steg den med 1,1 procent. Dermed er produktionen steget gennem samtlige måneder i 2022.

Det viser tal fra Danmarks Statistik. Tallene er sæsonkorrigerede.

Udviklingen betyder samtidig, at produktionsindekset i årets andet kvartal ligger 6,9 procent højere, end det gjorde i første kvartal.

Det er bemærkelsesværdigt, at produktionen fortsat stiger, når der er krig i Europa, som har medført global usikkerhed og mangel på materialer.

Det mener Jeppe Juul Borre, som er cheføkonom i Arbejdernes Landsbank.

»Det er vildt imponerende tal fra industrien, som fortsætter flyveturen. Produktionen er steget konstant i 2022, og det sker på trods af massiv modvind,« siger han i en skriftlig kommentar.

»Der er højere produktionsomkostninger og meldinger om mangel på materialer og arbejdskraft. Men det preller tilsyneladende totalt af på produktionen i den danske industri,« siger han.

/ritzau/