Restauranter og barer vil dreje nøglen om, og kokke og tjenere mister jobbet.

Når nye coronarestriktioner rammer landets største byer og en række hovedstadskommuner fra og med onsdag, bliver konsekvensen sandsynligvis flere konkurser og stigende ledighed, forudser eksperter.

»En lukning af især restauranterne har potentialet for i en periode på ny at slå lidt af luften ud af dansk økonomi med en fornyet stigning i ledigheden,« siger Troels Kromand Danielsen, cheføkonom i Nykredit i en kommentar.

Statsminister Mette Frederiksen varslede på et pressemøde mandag nye skærpede restriktioner i de 38 kommuner, hvor smittetallene er højeste.

Statsminister Mette Frederiksen. (Arkivfoto)
Statsminister Mette Frederiksen. (Arkivfoto) Emil Helms

Det betyder blandt andet, at restauranter og barer i de berørte områder skal lukke frem til 3. januar.

Bekymringen for konsekvensen for restaurationsbranchen deles af professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Bo Sandemann Rasmussen.

Han understreger, at restriktionerne rammer netop de brancher, som blev hårdest ramt under forårets nedlukning.

»Det er en branche, som i forvejen er hårdt ramt og presset rent økonomisk,« siger han og tilføjer, at det også ofte er virksomheder, som ikke har så stor kapital i ryggen.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen

De negative konsekvenser af den midlertidige nedlukning afhænger dog helt og holdent af, om der følger hjælpepakker med restriktionerne, og hvordan de kommer til at se ud, påpeger han.

»Der er brancher, som har det rigtigt svært lige nu,« siger han og tilføjer, at restriktionerne på den korte bane højst sandsynligt vil betyde konkurser og fyringer.

På længere sigt mener han dog, at der er grund til optimisme.

»Det her ligner den sidste omgang med hård medicin, som skal forhindre at det går galt, inden vaccinen kommer.«

»Her og nu er der nogen, der får store økonomiske tab. Men de forsvinder ikke for altid. Der vil også være nogen, der starter igen på den anden side af det her,« forudser Bo Sandemann.

»Vi kan se henimod udbredelsen af vaccinen og mere normale tilstande.«