Tusindvis af boligejere har konverteret boliglån i år, hvilket har øget indtægterne hos Nykredit.

Nykredit tjente flere penge år i første halvdel af 2019, hvor bank- og realkreditkoncernen nød godt af, at tusindvis af boligejere omlagde deres boliglån.

Samtidig har Nykredit tjent markant flere penge på de værdipapirer, som koncernen ligger inde med. Det skyldes især stigende kurser på bankaktier, som Nykredit ejer.

Samlet fik Nykredit et overskud på 3,6 milliarder kroner. Det er en stigning fra 3,3 milliarder kroner i samme periode året før.

Det viser Nykredits regnskab for første halvår, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Renterne på de finansielle markeder er faldet gennem 2019. Det har givet boligejerne mulighed for at omlægge lån til lavere renter.

De danske banker har generelt set mærket stor aktivitet, og det har også skæppet i kassen hos Nykredit, der får gebyrer i kassen, når kunderne omlægger lån.

- Vi står midt i en rekordstor konverteringsbølge, hvor tusindvis af boligejere over hele landet sikrer sig historisk billige lån, der formentlig ikke fås bedre noget sted i verden, siger koncernchef Michael Rasmussen i en kommentar til regnskabet.

- Mange boligejere vælger samtidig at skifte bank og realkreditinstitut. Det mærker vi i Nykredit, hvor de seneste års solide kundetilgang fortsætter, siger han.

Nykredit er den største spiller i Danmark på markedet for boliglån. Koncernen formidler lån til de danske boligejere gennem sit realkreditselskab, Totalkredit.

Nykredit har en markedsandel på 41,7 procent. Den er steget en anelse i 2019.

Koncernen forventer for hele 2019 et overskud før skat på 7,25-7,75 milliarder kroner. Forventningerne blev opjusteret i juli.

Efter første halvdel af året lyder overskuddet på den post på 4,3 milliarder kroner.

/ritzau/