Tusinder af danskere står til at miste deres job frem mod 2021.

Det er den nedslående konklusion på en ny undersøgelse som A4 Arbejdsliv har foretaget.

Undersøgelsen forudsiger, at 33.000 job forsvinder fra det danske arbejdsmarked i løbet af blot tre år.

»Der vil være ufaglærte, der står over for udfordringer på den korte bane, fordi arbejdsmarkedet efterspørger nogle andre kompetencer end dem, de har. Men vi har ikke tidligere set en stor gruppe, der pludselig stod uden job, for vi har været gode til at holde hånden under de ufaglærte og give dem uddannelse og opkvalificering. Vi har guidet dem godt videre til andre job. Derudover vil der være ufaglærte, der går på pension,« siger senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Emilie Agner Dam, der har været med til at foretage undersøgelsen, til A4 Arbejdsliv.

Ufaglærte job fylder også mindre og mindre med tiden. I 1994 udgjorde ufaglærte job en tredjedel af det danske arbejdsmarked, mens det i 2017 var på hver femte.

Emilie Agner Dam påpeger, at forklaringen bunder i den stigende brug af teknologi, som forstærker behovet for uddannet arbejdskraft.

Samtidig forventes det, at robotter i fremtiden vil varetage de opgaver, som de ufaglærte udfører i dag.

Men det betyder dog ikke, at de ufaglærte forsvinder fra arbejdsmarkedet.

Ifølge Arne Bilberg, lektor på Mads Clausen Instituttet ved Syddansk Universitet, er mulighederne nemlig mange i form af opkvalificering og efteruddannelse.

»Udviklingen kan umiddelbart synes negativ for de ufaglærte, fordi de står til at miste deres job. Den store udfordring for beskæftigelsesindsatsen ligger i at sikre, at de ufaglærte løbende kan tilpasse sig det nye arbejdsmarked, i takt med at mange af deres jobopgaver bliver erstattet af robotter og automatisering,« siger han til fagbladet.

Selvom der bliver færre ufaglærte job, kommer det ikke til at påvirke det samlede arbejdsmarked i Danmark.

Undersøgelsen forudsiger, at der vil være en jobfremgang med 52.000 i løbet af tre år, hvilket blandt andet tæller 41.000 personer med lang videregående og 5.500 faglærte.