Netto. Rema 1000. Fakta. Og Lidl.

År efter år blev discountkæderne mere og mere populære blandt danskerne – men nu har en ny trend måske bidt sig fast.

For første gang i mange år kaprede supermarkederne sidste år markedsandele fra discountkæderne, som ellers er buldret frem, og nåede op på over 40 procent af markedet.

Det blev forklaret med coronakrisen med dens frigivne feriepenge og fokus på hjemmelig hygge i en tid med mange restriktioner og yderst få udenlandsrejser.

Men noget tyder på, at tendensen har bidt sig fast – også nu hvor samfundet er genåbnet.

»Supermarkeder har vundet i et samlet voksende marked på bekostning af discountsektoren,« siger koncernchef i Dagrofa – som ejer kæderne Meny, Spar og Min Købmand – Tomas Pietrangeli til Finans.

Hos Salling Group – som blandt andet står bag kæderne Føtex, Bilka og Netto – har man også bemærket tendensen, men om den fortsætter, mener Salling Group, det endnu er for tidligt at spå om.

Samlet set er der tale om et marked i vækst, idet salget af dagligvarer steg syv-otte procent i 2020.

Eksperter peger på, at coronakrisen accelererede en allerede igangværende forbrugstrend, hvor flere har fokus på kvaliteten og dermed køber dyrere dagligvarer.