Vi kender alle til dilemmaet – hvad skal jeg vælge fra menukortets mange lækkerier?
Men det dilemma opstår ikke, hvis man slår et smut forbi Restaurant Nögen i Aarhus – de har slet ikke noget menukort.
Faktisk ved de ikke før på dagen, hvilke retter de har tænkt sig at servere for gæsterne. De aner heller ikke, hvilke råvarer de overhovedet har at gøre godt med.
Og selvom det lyder lidt problematisk, så er det helt bevidst.
»I restaurationsbranchen bliver store mængder mad kasseret. Vi vil bevise, at man sagtens kan bruge varer, der nærmer sig sidste salgsdato, eller grøntsager, der er skæve,« siger restaurantindehaver Frederik Nørgaard.
Konceptet handler om at mindske madspild og tænke mere bæredygtigt – og så er det sjovt, forklarer han.
For når de hver aften skal kreere ti retter i køkkenet ud fra overskudsvarer, så bliver kreativiteten udfordret lidt ekstra.
»Det er megaspændende både for køkkenet og for gæsterne, så det er en win-win for alle parter. Folk kommer igen, fordi der ikke er et menukort, så hver gang kan de prøve noget helt nyt.«
»De kommer ind og bliver overrasket, og det er en oplevelse for dem, der ikke har råd til Michelin,« siger Frederik Nørgaard.
Hos Nögen, hvor der altså ikke er nogen form for nøgenhed involveret, ud over det nøgne menukort, tager de 359 kroner for ti retter og 289 kroner for syv.
Det er ikke muligt at ringe ind og spørge, hvad der er på menuen. For de ved det først, når de går i gang.
Og er der ikke tomater nok til alle gæsterne, ja, så får halvdelen af bordet bare noget andet til raviolien eller tarteletten.
»Vi er for fine i dag. Vi mærker på alle avocadoerne og vælger to bananer fra den store klase, fordi de ser bedst ud. Det her er en kommentar til det.«
Nögen slog dørene op i starten af marts på Banegårdsgade 4 i det centrale Aarhus, og indtil videre har aarhusianerne taget godt imod konceptet.
Er det slet ikke udfordrende?
»Det er megaudfordrende, og derfor er gæsterne også forsøgskaniner for os. Det siger vi også derinde. Vi skal hurtigt kreere ti vanvittige retter, og nogle af dem får vi måske mindre ros for end andre,« siger Frederik Nørgaard.
Heldigvis får de allerflest positive kommentarer fra gæsterne, der ser ud til at være vilde med det unikke koncept.
»Der er knald på, gæsterne er positive, og vi får sindssygt mange igennem. Juni bliver helt fantastisk, der kommer vi til at slå endnu en rekord.«
Ambitionen er, at 80 procent af det, som gæsterne får serveret, stammer fra frasorterede varer og lignende.