Med mindre langt flere landmænd omlægger fra konventionel til økologisk drift, vil der i løbet af få år opstå mangel på en række økologiske fødevarer.

Sådan lyder meldingen fra Økologisk Landsforening, der har lavet nye prognoser over den forventede udvikling i salget af økologi, skriver erhvervsmediet Finans.

Det bliver særligt grøntsager, frugter, bær samt korn til brød og foder, der mkommer til at mangle.

For at undgå mangel på økologiske grøntsager herhjemme og på de markeder, Danmark eksporterer til, skal produktionen øges med 50 procent. Det svarer til, at der skal produceres 50.000 tons ekstra.

»Vi kan se, at der trods massiv omlægning til økologi i landbruget i de seneste år fortsat er behov for flere, der vil producere økologiske råvarer inden for en række områder,« siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening, til Finans.

Siden 2015 er det samlede økologiske areal i Danmark vokset med hele 73 procent.

Det skyldes først og fremmest stigende efterspørgsel hos forbrugerne, men væksten har også været hjulpet på vej af en række støtteordninger.

Samtidig har flere landmænd været motiveret til at skifte til økoloigsk drift, ford de får højere priser for fødevarerne.