Står det til advokaten Boris Frederiksen, så skal Jesper 'Kasi' Nielsen og hans smykkefirma Amazing Jewelry betale ham 13,8 millioner kroner.

Det skriver Finans.dk.

Boris Frederiksen mener nemlig, at de 13,8 millioner kroner hører hjemme i konkursboet efter Kasi ApS, hvor han selv er kurator.

Og det er således årsagen til, at han nu jagter de mange millioner i Kasi-Jespers nye smykkeeventyr Amazing Jewelry, der har mere end 50 butikker verden over.

»I sidste instans kan det blive en nødvendighed at underkaste Amazing Jewelry ApS en konkursbehandling for at inddrive pengene. Det må vi ultimativt vurdere og overveje sammen med kreditorerne,« siger Boris Frederiksen til Finans.dk.

Ifølge ham er Jesper Nielsen og familien ikke enige i, at de 13,8 millioner kroner tilhører konkursboet, hvorfor de i første omgang heller ikke har været interesseret i at betale.

Men truslen om konkurs har imidlertid fået Jesper Nielsen til at vende på en tallerken.

Til Finans.dk siger han, at han ikke ønsker, at Amazing Jewelry skal gå konkurs, og at han derfor har i sinde at betale pengene.