Nye BR-butikker med store Barbie-huse, legepladser og små cykelstier i gulvet bliver snart en realitet.

Salling Group har nemlig planer om at skyde et tocifret millionbeløb efter en ombygning af de fleste af de 26 butikker, koncernen overtog efter BR-konkursen sidste år.

De nye butikker bliver til oplevelsesbutikker, hvor børnefamilier kan lege sig gennem indkøbene af alt fra Legoklodser, racerbiler og dukkehuse til plysbamser.

Og det er ikke kun de fysiske butikker, der får et løft:

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Der kommer også en ny webshop, og der bliver satset mere på en ny type varer, som f.eks. polaroidkameraer og spilkonsoller, skriver Børsen.

BR-kæden gik konkurs lige før nytår sidste år, da moderselskabet Top-Toy krakkede med en milliardgæld.

Det betød lukning af alle 78 BR-butikker og fem Toys 'r' Us-forretninger.

Salling Group købte rettighederne til BR-navnet i Danmark og varelageret for - ifølge Børsen - omkring 205 millioner kroner.

Salling Group vil nu ombygge størstedelen af de 26 BR-butikker, som de overtog efter konkursen sidste år. (Arkivfoto)
Salling Group vil nu ombygge størstedelen af de 26 BR-butikker, som de overtog efter konkursen sidste år. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

I løbet af året er Salling åbnet 26 nye butikker.

Nu har den nye ejer besluttet at sætte fut under comebacket og poste millioner i en ombygning af butikkerne.

»Danskerne har taget godt imod os, og vi kan se, at ønsket og efterspørgslen efter fysiske legetøjsbutikker er intakt,« siger topchef Per Bank til avisen.

Ifølge direktøren er den nye strategi for BR-butikkerne 'et stærkt bud på fremtidens legetøjsbutik.'