Skat åbner for årsopgørelsen før tid, så det fredag aften er muligt at se, om der er penge på vej eller ej.

København: Officielt er det først på mandag, at årsopgørelsen for 2015 er klar. Men allerede fredag aften er det muligt at få et kig på sit personlige skatteregnskab for 2015. Det oplyser Skat i en pressemeddelelse.

- Vi er allerede nu klar til at afprøve brugen af systemerne og har derfor valgt at åbne før planlagt for de mange interesserede borgere, siger Claus Middelboe Andersen, der er underdirektør for it i Skat, i en pressemeddelelse.

- Vi bruger weekenden på at sikre, at alt virker, som det skal, og for at få finjusteret vores systemer, tilføjer han.

Det kan dog godt blive nødvendigt at ruste sig med tålmodighed, hvis man vil tjekke årsopgørelsen allerede fredag eller i weekenden. For erfaringerne fra tidligere år viser, at der bliver tryg på Skat.

- Da vi bruger weekenden som testperiode, kan borgerne måske opleve, at systemet kommer til at køre ustabilt, siger Claus Middelboe Andersen.

En kø-funktion skal sikre, at der ikke lukkes flere ind ad gangen, end systemerne kan håndtere. Når man logger ind, får man oplyst, hvornår man kan forvente at komme igennem, lyder det fra Skat.

/ritzau/