Novos tyr skifter retning for at følge nyt marked
Novos fedmeforretning adskiller sig markant fra det traditionelle medicinmarked, vurderer analytiker.

Novos fedmeforretning adskiller sig markant fra det traditionelle medicinmarked, vurderer analytiker.

Justeringen af Novos logo, så Apis-tyren fremover kigger mod højre og ikke mod venstre, afspejler den spilplade, som den danske medicinalvirksomhed opererer på.
Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker Søren Løntoft Hansen, der dækker Novo for AL Sydbank.
- Det fedmemarked, man har introduceret og bygget for nogle år siden, adskiller sig væsentligt fra det traditionelle medicinmarked, siger han og fortsætter:
- Det er meget mere forbrugerdrevet. Forbrugerne kommer selv ind til lægen og beder om at komme i behandling. Tidligere gik det den anden vej rundt.
- Det er en væsentlig ændring, og det kræver, at man tænker på en anden måde end på det traditionelle medicinmarked. Det tror jeg, man vil minde især de ansatte om.
Apis-tyren er en egyptisk gud, der symboliserer frugtbarhed og styrke.
Den har været brugt i Novos logo siden begyndelsen i 1923.
- Nu har jeg et job, hvor jeg som aktieanalytiker repræsenterer det marked, og der er det lige meget, om tyren vender til højre eller venstre eller kigger op eller ned - der er det performance, der tæller, siger Søren Løntoft Hansen.
Novo begyndte som virksomheden Nordisk Insulinlaboratorium at producere insulin, som dengang lige var blevet opdaget.
Siden begyndte Novo også at fremstille produkter inden for behandling af blødersygdomme samt hormonpræparater.
I 2009 lancerede Novo sit første GLP-1-produkt, der efterligner det naturlige tarmhormon GLP-1, som regulerer blodsukker og mæthedsfølelse.
RITZAU