Novonesis er på vej til største kursstigning i et årti
Novonesis opjusterede onsdag sine forventninger til 2026. Torsdag sendes aktien i vejret af investorerne.

Novonesis opjusterede onsdag sine forventninger til 2026. Torsdag sendes aktien i vejret af investorerne.

Novonesis har i løbet af torsdag ligget øverst i det danske C25-indeks.
Omkring klokken 13 stiger aktien over ti procent, og selskabet har dermed kurs mod den største stigning i over ti år.
Senest selskabet kunne varme sig ved en lignende kursstigning var i oktober 2015, hvor stigningen lød på 10,8 procent.
Novonesis er det samlede selskab efter fusionen af Chr. Hansen og Novozymes. Fusionen blev gennemført i januar 2024.
Kursstigningen fra 2015 er for det daværende Novozymes.
Novonesis offentliggjorde sit regnskab for andet kvartal onsdag, efter at markedet var lukket.
Her opjusterede Novonesis sine forventninger til årets vækst. Nu venter selskabet, at omsætningen vil vokse med mellem syv og otte procent, når man justerer for udsving i valutakurser og opkøb.
Tidligere var forventningen en vækst mellem fem og syv procent.
I første halvdel af året har Novonesis haft en omsætning på over 2,2 milliarder euro, svarende til cirka 16,7 milliarder kroner.
Det svarer til en vækst på otte procent, når man justerer for udsving i valutakurser og opkøb.
Novonesis producerer blandt andet ingredienser til rengøringsmidler og fødevarer som mælk, yoghurt og ost. Selskabet leverer også biologiske løsninger til produktion af biobrændstof.
Væksten kommer blandt andet fra salget inden for fødevarer. Her har der ifølge Novonesis været en stigende efterspørgsel på sundere fødevarer med mere enkle ingredienslister.
Eksempelvis er momentum inden for mælkeprodukter drevet af stigende efterspørgsel på produkter med et højt proteinindhold og understøttet af et øget salg af ost.
RITZAU