Norwegian skærer ned i 2020. Selskabet sender fly til vedligehold og er ramt af flyveforbud.

Der kommer færre flybilletter til salg hos Norwegian i 2020.

Det norske flyselskaber lægger op til at skære i kapaciteten med omtrent ti procent sammenlignet med i år.

Det oplyser Norwegian i sit regnskab, der er offentliggjort torsdag.

De færre billetter næste år hænger sammen med, at Norwegian tager syv Dreamliner-fly ud af flåden, fordi de skal vedligeholdes.

I forvejen er Norwegian ramt af flyveforbud for 18 af sine Boeing 737-MAX-fly, hvilket har været gældende siden marts.

Det er uvist, hvornår det bliver ophævet. Myndigheder er ved at se på, hvorvidt selve flytypen har været årsag til to fatale flystyrt i Etiopien og Indonesien.

Det norske flyselskab kan endnu ikke oplyse, hvordan passagererne vil mærke ændringerne.

Det bliver dog umuligt at undgå lukninger af ruter, når det er en så markant nedskæring.

Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank og følger luftfartsbranchen tæt.

- Passagerne vil mærke det ved, at der er færre ruter næste år. Norwegian vil vælge de ruter, hvor man ikke tjener penge, siger Jacob Pedersen.

Norwegian er siden opstarten i 1993 vokset kraftigt, men flyselskabet sadlede om sidste år og har nu først og fremmest fokus på at tjene penge.

Selv om Norwegian vil sælge færre billetter næste år, kan passagererne dog opleve flere rejsemuligheder i USA og Latinamerika, når de vil booke billetter via selskabet.

I sidste uge annoncerede Norwegian et samarbejde med det amerikanske lavprisselskab JetBlue.

Aftalen vil gøre det muligt for kunderne at købe billetter på tværs af de to selskabers ruter.

Ifølge Norwegian vil aftalen gøre det muligt at bestille billetter til 60 destinationer i USA og 40 destinationer i Caribien og Latinamerika fra tre lufthavne i USA, som Norwegian flyver til i dag.

/ritzau/