En fornyelse af flyflåden og større brug af bæredygtigt brændstof skal hjælpe Norwegian i ny miljøstrategi.

Det norske luftfartsselskab Norwegian vil reducere sine CO2-udledninger med 45 procent inden 2030.

Det er en af målsætningerne i en ny klima- og miljøstrategi, som træder i kraft umiddelbart med det samme.

Det oplyser Norwegian i en pressemeddelelse.

- I Norwegian tager vi vores klimaansvar alvorligt, og derfor kigger fremad og iværksætter i dag en strategi, der giver tydelige fordele for klimaet og miljøet både i dag og i fremtiden, siger Norwegians koncernchef, Jacob Schram.

Selskabet sigter efter at indfri målsætningen inden 2030 gennem en fornyelse af flyflåden og brug af bæredygtigt brændstof.

Inden udgangen af dette årti forpligter Norwegian sig til at bruge mellem 16 og 28 procent bæredygtigt brændstof.

Den præcise procentsats afhænger af, hvor stor en andel af flåden, der fornys.

Som led i strategien vil selskabet også afskaffe alt ikke-genbrugeligt plastik og genbruge al engangsplastik. Det skal ske inden 2023.

Ifølge Anders Fagernæs, Norwegians chef for bæredygtighed, ønsker de rejsende i stigende grad mere bæredygtige og smartere alternativer, når de vælger flyselskab.

- Vi skal være forbrugernes førstevalg ved at reducere og genbruge plastikaffald, sætte skub i bæredygtigt flybrændstof og fortsætte med at flyve med en af verdens yngste flyflåder for at nå målet om at reducere CO2-udledningen med 45 procent inden 2030, siger Anders Fagernæs.

Norwegian er langt fra det første luftfartsselskab, som sætter sig et mål om at sænke sin udledning af CO2.

Tidligere har branchekollegaen SAS præsenteret et mål om at reducere CO2-udledningen med 25 procent inden 2030.

Også udenfor luftfartsindustrien er der planer om at sænke CO2-udslippet.

I eksempelvis Vestas er der en plan om at være CO2-neutral i 2030, mens Novo Nordisk sigter efter at være klimaneutral på drift og transport i 2030.

Derudover har Arla, Danish Crown og Mærsk planer om at være CO2-neutral i 2050.

/ritzau/