Hos flyselskabet Norwegian er man utilfreds med, at der i løbet af sommeren har været lange køer ved paskontrollen i Københavns Lufthavn.

Det siger selskabets danske landechef, Sara Westphal Emborg Neergaard, til Finans.

- Sommeren i Københavns Lufthavn har været ganske forfærdelig, siger hun.

Sara Westphal Emborg Neergaard vil over for Finans ikke udelukke, at Norwegian som konsekvens i 2027 vil opprioritere sin tilstedeværelse i Billund Lufthavn på bekostning af Københavns Lufthavn.

De lange køer har ifølge landechefen været et problem i både maj, juni og juli.

Det har betydet, at passagerer har misset deres fly, og at flere fly er kommet for sent afsted, siger hun til Finans.

Samuel Rude, som er trafikchef i Københavns Lufthavn, siger, at han anerkender og tager kritikken fra Norwegian alvorligt.

- Men de skrækscenarier, som op til sommerferien blev frygtet, har vi ikke oplevet. Dermed ikke sagt, at passagererne og flyselskaberne aldrig har været ude for lange køer ved sikkerheds- og paskontrollen, siger han til Finans.

De lange køer ved paskontrollen er opstået i kølvandet på EU's nye digitale EES-system, som er et grænsekontrolsystem.

Ifølge Finans er grænsekontrollen med det nye system blevet mere grundig og dermed også mere tidskrævende.

Tidligere har Børsen beskrevet, hvordan flyselskabet SAS også har kritiseret lange køer ved paskontrollen i Københavns Lufthavn.

Det fik i foråret SAS til at iværksætte planlægningen for at flytte trafik fra København til Arlanda Lufthavn i Stockholm.

Planerne er dog ikke blevet ført ud i livet, og politiet har efterfølgende øget bemandingen i paskontrollen.

Til Finans siger Mads Brandstrup, som er kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i SAS, at det sammenbrud, man frygtede, er udeblevet.

RITZAU