Butikskæden Normal er kommet i modvind for sin nye kampagne, der skal gøre det nemmere og hurtigere for mænd at købe ind.

I juni måned har Normal gjort det nemmere for mænd at handle i deres butikker, lyder det fra butikskæden i en landsdækkende kampagne. Via en såkaldt 'Fars track' i butikkerne kan mænd hurtigt og nemt handle i Normal-butikkerne.

Men det er ikke er faldet i helt god jord. På Normals Facebook-side er der en lang række personer, der stiller sig uforstående over for kampagnen, der kaldes kønssterotyp og et 'pinligt og elendigt' reklamestunt.

'Hvem har efterspurgt det her? Er det et pinligt, elendigt reklamestunt eller har mænd i massevis krævet at i gjorde det lettere at gennemføre den umulige labyrint der er at gå igennem en butik, uden at miste al maskulinitet ved et uheld på vejen,' lyder det i en af kommentarerne.

'Det her opslag har lige reddet min dag! Jeg blev SÅ forarget og opgivende over det her lorte-påfund, der behandler mænd som om de er idioter, og i det hele taget er så kønsstereotypt at jeg seriøst ikke ved hvor jeg skal starte.'

Hos Normal ærgrer man sig over modtagelsen af kampagnen, der var tænkt som et humoristisk tiltag.

»Det er et forsøg på at være sjov, og det har nogen desværre taget ilde op. Det har vi selvfølgelig noteret os, og vi er kede af, hvis vi har stødt eller generet nogen, for det har ikke været vores hensigt,« siger administrerende direktør i Normal Torben Mouritsen og tilføjer, at kampagnen er en pendant til en kampange i maj, der var 'Mors måned'.

»Og så ved vi, at mange af vores mandlige kunder ikke har interesse i at bruge en masse tid ved make-up, så der vil de gerne hurtigt igennem. Det gælder ikke alle mænd, men det gælder mange af dem, vi har talt med.«

Trods kritikken har Normal ikke i sinde at stoppe kampagnen.