Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Der er et stort minus på kontoen i Lyngby-Taarbæk Kommune, og det er noget, borgerne kommer til at mærke.
Den dårlige økonomi vil nemlig betyde, at velfærdsydelserne i den nordsjællandske kommune bliver forringet.
»Servicen rammes markant,« siger den konservative borgmester, Sofia Osmani, i en pressemeddelelse.
Hun understreger, at kommunen ikke kan undgå at spare på velfærdsområderne.
»Det bliver prioriteringer, hvor vi forventer, at borgerne desværre kommer til at opleve ringere kommunal service på en række centrale velfærdsområder. Det er en ærgerlig situation, men desværre nødvendigt,« lyder det fra borgmesteren.
Det er blandt andet coronapandemien og krigen i Ukraine, der har belastet kommunens budget.
»Udfordringerne på vores budget er en konsekvens af alle de udfordringer, vi har stået overfor, og derfor ser vi ingen anden udvej end at gribe ind nu,« siger kommunens konservative borgmester, Sofia Osmani, til TV 2 Lorry.
De præcise tal kendes endnu ikke, men kommunen forventer, at der alene i år vil være en budgetoverskridelse på op imod cirka 50 millioner kroner på ældreområdet og det specialiserede socialområde.
Hvilke områder, der bliver ramt, kan borgmesteren ikke sige noget om endnu, men at serviceniveauet bliver ændret, står fast.