Søren Christensen bliver Nordjyske Mediers nye chefredaktør.

Nordjyske Medier udnævner administrerende direktør og chefredaktør på Bornholms Tidende Søren Christensen som ny ansvarshavende chefredaktør.

Det skriver Nordjyske Medier i en pressemeddelelse.

- Søren evner at forene en stor journalistisk faglighed med enestående lederegenskaber, skriver bestyrelsesformand Morten Sandlykke i pressemeddelelsen.

Søren Christensen er 43 år og har tidligere været chefredaktør for Dagbladet Ringkøbing-Skjern og redaktør for flere sønderjyske lokalaviser. Han tiltræder stillingen som Nordjyske Mediers nye chefredaktør i løbet af efteråret.

- Jeg er stolt over, at bestyrelsen har valgt mig til at stå i spidsen for redaktionen på Nordjyske Medier og dermed for medier, der står for en stor del af den nordjyske nyhedsformidling, udtaler han i pressemeddelelsen.

Mediehuset Nordjyske Medier har hovedsæde i Aalborg og står bag dagbladet Nordjyske Stiftstidende, 26 lokalaviser og 3 radiokanaler.

Bestyrelsen besluttede i maj at opsige den tidligere chefredaktør Per Lyngby, da bestyrelsen ifølge MediaWatch mente, at der var brug for nye kræfter til den redaktionelle toppost.

Siden opsigelsen af Per Lyngby har mediehusets konstituerede ansvarshavende chefredaktør heddet Lars Jespersen. Han fratræder sin stilling og forlader Nordjyske Medier, når Søren Christensen er tiltrådt.

/ritzau/