Fra 1. februar vil Nordea-kunder med over 750.000 kroner på bogen skulle betale en negativ rente.

Nordea følger i hælene på en stribe andre banker og indfører negative renter for private bankkunder med store opsparinger.

Banken vil fra 1. februar lægge en negativ rente på minus 0,75 procent for indeståender over 750.000 kroner.

Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

- Vi har i lang tid oplevet ikke bare et usædvanligt lavt, men også negativt renteniveau - og vi må indstille os på, at det vil fortsætte flere år endnu, siger Mads Skovlund, bankdirektør med ansvar for privatkunder i Nordea Danmark.

- Derfor indfører vi negative renter for de af vores privatkunder, der har mere end 750.000 kroner stående på deres bankkonto, siger han i pressemeddelelsen.

Tiltaget betyder, at man risikerer at skulle betale for at have pengene stående hos Nordea.

Hvis man har en million kroner stående, bliver den årlige udgift på 1875 kroner.

Nordeas beslutning gælder alle konti undtagen børneopsparinger, børnebørnskonti og pensionskonti. Det samme gælder midlertidige konti, som for eksempel bruges i forbindelse med boligkøb.

Jyske Bank var den første store danske bank, der for nogle måneder siden besluttede at indføre negative renter.

Siden har en stribe andre varslet lignende tiltag. Det gælder blandt andet Sydbank, Spar Nord, Alm. Brand og Ringkjøbing Landbobank.

Bankers renteniveau er delvist styret af, hvad renten er hos Nationalbanken, der er bankernes bank.

Renten hos Nationalbanken er minus 0,75 procent, hvilket betyder, at bankerne de seneste år i princippet har tabt penge på at passe på kundernes penge, fordi de er forpligtet til at have overskydende penge stående hos Nationalbanken.

Nationalbanken har haft negative renter siden 2014, men først i år har flere banker besluttet at sende regningen videre til de private kunder.

Nationalbankens rente følger i hovedtræk renteniveauet hos Den Europæiske Centralbank, ECB, på grund af fastkurspolitikken mellem kronen og euroen.

ECB har også negative renter i øjeblikket, hvilket også har været gældende de sidste fem år.

/ritzau/