Tirsdag annoncerede Nike, at deres direktør, Mark Parker, går af.

Det sker i begyndelsen af næste år, hvor han vil fratræde sin stilling og i stedet tage posten som bestyrelsesformand.

Mark Parker har været direktør i Nike siden 2006.

Det skriver New York Times.

Mark Parker vil blive erstattet af John Donahoe, som er medlem af bestyrelsen og administrerende direktør i teknologi- og softwarevirksomheden ServiceNow.

Donahoe har tidligere været direktør for eBay.

Tidligere i oktober besluttede Nike at sløjfe løbeprojektet Nike Oregon Project.

Det skete, efter at stedets ledende træner, Alberto Salazar, blev fundet skyldig i brud på dopingreglerne.

Her stod Mark Parker først bag Alberto Salazar, men trak senere sin støtte tilbage.

Det er blot en af mange skandaler, som Mark Parker har været involveret i de seneste par år.

Sidste år gik en masse kvinder i Nike sammen om at gøre opmærksom på, hvad de mente var en giftig kultur, der involverede mobning og chikane på arbejdspladsen.

Her blev en række topdirektører sagt op, men Mark Parker fortsatte som direktør.