»I Netto ønsker vi på ingen måde at markedsføre eller sælge produkter, der udnytter andres rettigheder. Det er et område, vi er særligt opmærksomme på, og vi har derfor også tilkendegivet over for alle vores leverandører, at de skal efterleve samme værdier«.
Sådan lyder det fra Nettos indkøbschef for nonfood, Anne Friis, i en mail til Berlingske.
I samme mail fortæller kæden, at den stopper alt fremtidig samarbejde med selskabet Ronald A/S.
Det drastiske skridt bliver taget, efter at Ronald med den tidligere DR-generaldirektør Kenneth Plummer i spidsen igen har været involveret i en kopisag.

I et forlig, der blev indgået tirsdag i denne uge, erkender Ronald A/S, at virksomheden har lagt sig for tæt op ad sneakeriværksætteren Karl Faurholt og virksomhedens varemærke KarlsKicks, da man skabte produktet 'Karls Premium' sneaker-rens.
Selvom parterne har indgået et forlig, ønsker Netto stadig ikke at fortsætte samarbejdet i fremtiden.
Ronald er flere gange blevet beskyldt for at kopiere produkter og varemærker - bl.a. i en meget omtalt og årelang retstvist mod kunsthåndværker og keramiker Anne Black, efter at efterligninger af hendes krukker fra Ronald i 2016 blev solgt i Netto.
For godt en måned siden fik keramikeren i Østre Landsret tilkendt en erstatning på 300.000 kroner fra Salling Group og Ronald.
Adm. direktør i Ronald A/S, Kenneth Plummer, forstår ikke Nettos beslutning:
»Jeg synes, det er en meget hård og uretfærdig beslutning. Vi har på ti år kun haft to IP-sager (intellectual property, kopisager, red.) med Netto, men sådan er livet,« skriver Kenneth Plummer i en e-mail til avisen.

