Danmarks største butikskæde, Netto, får kritik af kunder for at annoncere varer til knaldtilbud, der dog ofte ikke findes i butikkerne, når kunderne møder op.

»Jeg bliver sur over det, fordi det i mine øjne er falsk markedsføring,« siger Netto-kunden fra Tune, Vibeke Johansen.

Hun og andre Netto-kunder er godt trætte af at gå forgæves efter varer, de har set i tilbudskataloget.

Her reklamerer Netto for 'Spotvarer' til særligt gode priser. Men selvom tilbuddene gælder fra lørdag, vælger de enkelte Netto-butikker ofte at fremsætte varerne en eller flere dage før.

Det betyder ikke sjældent, at kunder på tilbudsjagt lørdag formiddag går forgæves i discountbutikkerne.

»Jeg synes, det er forkert at stille varerne frem og sælge dem før tid. Så er der jo ingen grund til at skrive datoen til at starte med,« siger Mette Fog Hinge, der handler i Odense, og fortsætter:

»Jeg synes, det er et problem, fordi mange kunder regner med, at datoen er rigtig, og dermed kører forgæves. Jeg selv var i butikken klokken 07.15 på den annoncerede dato, og der var der stort set ryddet på hylderne.«

Majken Fog, der gør sine indkøb hver uge i Netto i Nørre Aaby, Middelfart eller Aarup på Fyn, supplerer:

»Jeg mener ikke, at man i butikker kan reklamere med en vare fra en bestemt dato og så sætte varen ind flere dage før. Vi kommer jo heller ikke i deres forrentning og handler, men venter med at betale.«

»Jeg synes, det er at snyde sine kunder,« fortsætter hun.

39-årige Susan Arkin handler i Netto i Hedehusene eller i Taastrup og 'støder ind i problemet hver uge', lyder det.

»Jeg synes, at det er meget dårlig stil, at Netto lægger deres spotvarer ud op til tre dage før tid,« siger hun.

Arkivfoto
Arkivfoto Kristian Djurhuus

Ifølge juridisk konsulent i Forbrugerrådet Tænk Paula Brammann holder Netto sig dog inden for markedsføringslovens regler.

»Det afgørende er, hvorvidt den erhvervsdrivende kan anses at have foretaget et rimeligt kommercielt skøn over, hvorvidt virksomheden vil være i stand til at imødekomme efterspørgslen og i givet fald har taget nogle forbehold, eksempelvis ved at skrive 'begrænset mængde',« siger hun.

Landedirektør i Netto Brian Seemann Broe erkender dog problemet med udsolgte varer.

»Jeg kan godt forstå, at man føler sig snydt, men det har ikke været hensigten, for det ville være det dummeste at gøre.«

»Hvis en kunde føler sig snydt, går vedkommende bare hen til en konkurrent, så det er noget, vi er ekstremt opmærksomme på,« siger han og forklarer sig.

»Vi har mellem 600 til 800 varenumre på kampagne hver eneste uge, og det kan ikke fysisk lade sig gøre at stille dem alle frem fredag, så de er klar lørdag morgen.«

Spekulerer Netto i at prissætte varer så lavt, at Netto taber penge på den enkelte vare - men i stedet får lokket kunder til - og samtidig undlader at have et stort nok parti af den vare, som ikke i sig selv giver overskud?

»Det gør vi aldrig. I Netto tjener vi også penge på spotvarer. Så man kan sige, at vi tjener penge på både gynger og karruseller.«

» Forretningsmæssigt vil vi sælge til alle kunder, fordi vi tjener penge på varerne.«