Det er en af den slags historier, der kommer igen og igen. Skal ledige akademikere tage et ufaglært arbejde?

Det bliver af nogle italesat på en måde, hvor man kunne tro, at det ligefrem er ufint at arbejde i eksempelvis Netto på fuld tid.

Men det mener beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke. Fredag opfordrede han ledige akademikere til netop det på baggrund af en ny undersøgelse. Den viser, at ledigheden blandt nyuddannede dimittender med en lang uddannelse stort set er det samme som i 2013.

»Hvis der er job at få, så skal man tage dem, og det kan endda være med til at kvalificere én og give læring. Jeg har selv siddet i kassen i Netto, og det gjorde mig mere erfaren,« sagde han i Berlingske:

»Hvis det er, fordi man som akademiker føler sig bedre og mere værd end dem, der står op klokken fem om morgenen for at åbne den lokale dagligvarebutik og sidder ved kassen hele dagen, så tager man fejl uanset, hvor mange år man har gået på universitetet,« lød det fra Peter Hummelgaard.

Mandag tog administrerende direktør Michael Løve bladet fra munden på sin profil på det sociale medie LinkedIn.

Direktøren lægger ud med at skrive, at han har stor respekt for jobkandidater, som tager et andet arbejde, mens de venter på at lande 'drømmejobbet'. Han forstår umiddelbart ikke, hvorfor der er opstået en negativ retorik om at arbejde i Netto.

'Et job i Netto er åbenbart blevet eksemplet på den type job, ledige skal tage imens de venter på det "rigtige" job,' skriver han blandt andet.

Michael Løve fortæller, at de har en del studerende på deltid i Nettos butikker. Nogle fortsætter med at arbejde for detailkæden efter studietiden, fordi de ifølge direktøren bliver 'bidt' af jobbet.

Ifølge direktøren er der også potentiale for, at man kan opnå store ting, selvom man starter karrieren som butiksmedarbejder..

'Når jeg kigger rundt om bordet til ledermødet i Netto er ca. halvdelen af teamet folk, som startede på gulvet i en butik og nu sidder med i ledelsen af en virksomhed, som omsætter for mange milliarder.'

'Så måske skulle vi ikke være så hurtige til at anse et "job i Netto" som noget, der på en eller anden måde ikke er ønskværdigt. Det er faktisk svært at blive en dygtig butiksmedarbejder, men man kan gøre en kæmpe forskel og karrieremulighederne er fantastiske. Det er vel et godt udgangspunkt for et drømmejob.'