Nordiske Nets er blevet opkøbt af konkurrenten Nexi fra Italien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Nets bekræftede selv fusionsplanerne i en pressemeddelelse sidste efterår.

Tirsdag gav Europakommissionen så grønt lys til en sammenlægning af de to virksomheder.

Dermed bliver virksomheden førende inden for betalingsløsninger i Europa. Handlen har en værdi af 7,8 milliarder euro eller mere end 58 milliarder danske kroner.

Michaela Castelli, formand for bestyrelsen i Nexi, fortsætter som formand i det fælles fusionerede selskab. Paolo Bertoluzzo, der er CEO for Nexi, fortsætter ligeledes som CEO. Bo Nilsson, Group CEO for Nets, bliver bestyrelsesmedlem i Nexi  og formand for bestyrelsen i Nets.

Da fusionen blev annonceret i november, udtalte han:

»Dette er en vigtig milepæl på vores rejse hen mod at blive en førende spiller inden for betalinger i Europa. Fra vores afsæt i Danmark og Norge har vi de seneste år udviklet os til at være en europæisk aktør, der i kraft af en stærk innovationskraft og en stor indsats fra vores medarbejdere har været med til at forme den industri, vi befinder os i, som bliver stadig mere international.«

Italienske Nexi har opkøbt Nets. (Arkivfoto) Alessandro Garofalo/Reuters
Italienske Nexi har opkøbt Nets. (Arkivfoto) Alessandro Garofalo/Reuters
Vis mere

Nets blev så sent som i 2017 solgt i en stor handel, da kapitalfonden Hellman & Friedman købte og afnoterede selskabet fra fondsbørsen i København.

Siden har Nets gennemført en række fusioner – herunder med tyske Concardis – og solgt dele af sine aktiviteter til amerikanske Mastercard – blandt andet Betalingsservice.

Nets udbyder betalingsløsninger og står i Danmark blandt andet bag Dankortet og driften af NemID. Nets har aktiviteter i 20 lande i Europa og 4.500 ansatte. Nets havde sidste år en omsætning på cirka 7,5 milliarder kroner.

Nets så dagens lys under navnet PBS i 1968. Selskabet var gennem en lang årrække ejet af danske og norske banker samt Nationalbanken. Siden 2014 har Nets været kapitalfondsejet.