Selv om Netflix fik flere penge i kassen end forventet i første kvartal og overgik sidste års omsætning med 16 procent, er investorerne alligevel skuffede.

Det står klart, efter at regnskabstallene for årets første tre måneder blev offentliggjort torsdag efter lukketid på børsen i Wall Street.

Netflix-aktien handles i eftermarkedet ni procent lavere, og det kan skyldes, at selskabets prognose for indtjeningen i det igangværende andet kvartal er lavere end forventet.

Samtidig kan det have haft betydning, at medstifter Reed Hastings i forbindelse med regnskabsaflæggelsen har meddelt, at han stopper i bestyrelsen til sommer.

Netflix solgte streamingabonnementer for 12,25 milliarder dollar (knap 78 milliarder kroner) i første kvartal.

Selskabet annoncerede for et par uger siden, at man ville hæve abonnementspriserne i USA på alle pakker.

Indtil videre er der ikke meldt om lignende prisstigninger i Danmark.

Netflix led i sidste uge et nederlag i Italien, hvor en dommer slog fast, at de hidtidige prisstigninger for italienske kunder var ulovlige ifølge italiensk lov, fordi der ikke var givet tilstrækkelig begrundelse for at gennemføre dem. Netflix har dog appelleret kendelsen.

I slutningen af sidste år forlød det, at Netflix havde afleveret et bud på konkurrenten Warner Bros. Discovery, som var højere end det, som Paramount Skydance tidligere havde budt på underholdningskoncernen.

Senere forhøjede Paramount Skydance dog sit bud så meget, at Netflix droppede ud af budkrigen, fordi prisen ville blive for høj.

Warner Bros. Discovery ejer Netflix-konkurrenten HBO Max, en række sportsrettigheder samt rettighederne til blandt andet Harry Potter- og DC Comics-universerne.

Selskabets aktionærer skal i næste uge beslutte, om de vil takke ja til Paramount Skydances købstilbud, der værdisætter Warner Bros. Discovery til 110 milliarder dollar.

/ritzau/