Netcompany gør klar til at afskedige ansatte
Netcompany har afsat 149 millioner kroner i regnskab til omkostninger i forbindelse med afskedigelser.

Netcompany har afsat 149 millioner kroner i regnskab til omkostninger i forbindelse med afskedigelser.

Kunstig intelligens vil fremover overtage en del af de opgaver, som i dag varetages af ansatte i it-selskabet Netcompany.
Derfor forbereder selskabet sig allerede nu på at skulle afskedige et ukendt antal i ansatte inden for det næste år.
Det fremgår af regnskabet for andet kvartal, som Netcompany har offentliggjort torsdag morgen.
Her står der, at der er afsat 149 millioner kroner til omkostninger i forbindelse med afskedigelser, som vil blive gennemført inden for de kommende 9 til 12 måneder.
- Hensættelsen vedrører den igangværende tilpasning af organisationen, justeringer i mixet af ansatte og realiseringen af effektiviseringer som følge af den fulde implementering af AI-agenter i alle koncernens afdelinger, hedder det.
Der nævnes ikke, hvor mange der i givet fald står til at miste deres job, og der står heller ikke, hvilke afdelinger eller lande, der bliver ramt af besparelserne.
Men det slås fast, at de forventes at få fuld effekt i regnskabet i andet halvår af 2027 og frem.
Ifølge regnskabet havde Netcompany i gennemsnit 9870 ansatte verden over i første halvår af 2026.
RITZAU