Viasat og Canal Digital skal fremover være samlet i ét selskab.

Nordic Entertainment Group, oftest bare kaldet NENT, som står bag Viasat, fusionerer nemlig med Canal Digital, der ejes af Telenor.

Fusionen kommer til at ske i et nyt joint venture-selskab, hvor både Telenor og NENT ejer 50 pct, skriver parterne i en pressemeddelse.

Det nye kombinerede selskab vil have hovedkvarter i både Stockholm og Oslo, men vil samtidigt også have en betydelig tilstedeværelse i København, lyder det i meddelelsen.

Selskabet vil med fusionen få en omsætning på godt syv milliarder norske kroner, hvilket svarer til ca. fem milliarder danske kroner.

Samtidigt vil selskabet omkring 1,25 millioner abonnenter i Norden.

Fusionen vækker glæde hos begge virksomheder, hvor administrerende direktør i NENT, Anders Jensen, mener, at det nye selskab vil være konkurrencedygtigt.

»Vi er meget glade for at kunne offentliggøre denne game-changing joint venture med Telenor. At kombinere Viasat Consumer og Canal Digital giver perfekt mening,« siger han og fortsætter:

»Vi skaber en storstilet tv-operatør, der vil skabe bæredygtig værdi for både kunder og ejere og være i stand til at konkurrere med store, regionale og lokale konkurrenter,« siger Anders Jensen i meddelelsen.

Også CFO hos Telenor, Jørgen C. Arentz Rostrup, ser fordele ved det nye samarbejde.

»Det nye joint venture-selskab vil kombinere de respektive styrker hos Canal Digital og Viasat Consumer, hvilket vil udnytte synergier til fordel for vores kunder og aktionærer,« siger han i meddelelsen.

Bestyrelsen i det nye selskab vil bestå af folk fra både Telenor og NENT. Administerende direktør i selskabet bliver Bjørn Ivar Moen, der er administrerende direktør i Canal Digital og Telenor Broadcast.

Sammenlægningen forventes at blive gennemført i den første halvdel af 2020, såfremt fusionen godkendes af myndighederne.