København: At tilbyde morgenmad hele dagen har vist sig at være et kløgtigt træk for burgermastodonten McDonald's.

Siden oktober 2015 har det været muligt for de amerikanske kunder at bestille morgenmadsmenuen hele dagen.

Og sammen med en større burgerefterspørgsel i Kina har det smittet positivt af på selskabets regnskab for fjerde kvartal i 2015.

Fastfoodgiganten havde i fjerde kvartal en vækst i det sammenlignelige salg på fem procent, og det overraskede de aktieanalytikere, der følger selskabet.

Den samlede omsætning i kvartalet endte på 6,3 milliarder dollar, eller hvad der svarer til svimlende 43,5 milliarder kroner. Til sammenligning omsatte McDonald's for 6,6 milliarder dollar i samme periode året før.

Selskabet skriver i regnskabet, at en svagere dollarkurs var med til at sætte en dæmper på omsætningen.

McDonald's har været gennem en større genopretningsplan i år, efter at der i starten af 2015 blev skiftet ud på chefposten.

Britiske Steve Easterbrook blev forfremmet fra et andet job i fastfoodkoncernen. Det har blandt andet betyder, at man har lukket en række restauranter i USA.

»Vi tog modige og nødvendige beslutninger for at nulstille forretningen og positionere McDonald's til at levere vedvarende profitabel vækst,« lyder det fra Steve Easterbrook i en skriftlig kommentar til regnskabet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters planlægger fastfoodgiganten at åbne 60 butikker i Rusland i løbet af 2016.

Det sker som følge af selskabets stadigt større satsning i Rusland, hvor selskabets markedsandele på det russiske marked vokser, oplyser McDonald's.

Investorerne fælder dom over mandagens regnskab senere på eftermiddagen, når den amerikanske børs på Wall Street i New York åbner.

/ritzau/