Søndag kalder på selvforkælelse. Måske med en dejlig ansigtsmaske, en god film i fjernsynet og sushi på menuen. Men hungrede du efter det sidste, så blev du måske skuffet.

I hvert fald, hvis du ville bestille fra den populære sushikæde Sushimania, der har butikker spredt rundt i Danmark, for der var meldingen: fejl.

Sushimania var nemlig ramt af et nedbrud på deres hjemmeside – og det er ikke uden konsekvenser, fortæller kædens aarhusianske ejer, Karam Ayad.

»Jeg tænkte bare, åh nej, ikke på en søndag. Det her var lige præcis det, der ikke måtte ske,« siger Karam Ayad og fortsætter:

»Det er en katastrofe, søndag er vores travleste dag, så det skabte panik.«

Han fortæller, at virksomheden i hvert fald har mistet 30 procent af den omsætning, de normalt har på en søndag.

»Det er mange penge, i hvert fald et par hundrede tusinde. Det er meget frustrerende,« siger Karam Ayad.

Virksomheden undersøger lige nu, om de er blevet udsat for et hackerangreb.

Sushimania nåede dog at handle hurtigt. De oprettede en ny hjemmeside sushiart.dk, hvor kunderne kunne bestille fra – men det kunne ikke helt gøre det.

»Det er klart, når folk er vant til at bestille fra vores almindelige hjemmeside, så er det lidt svært at finde ud af. Så vores telefoner har ringet en hel del i butikken,« forklarer han.

Karam Ayad fortæller, at deres it-leverandør er på sagen for at opklare, hvad der er sket. Virksomheden håber derfor heller ikke, kunder fortsat vil opleve problemer mandag.

»Vi håber ikke, kunderne bliver påvirket i dag. Men det er klart, vi er nødt til at have flere folk på arbejde, for hvis vi ikke er online, så er der mange flere, der skal ned i butikken. På den måde koster det jo hele kæden,« siger han.

Han frygter også, at folk ikke vil komme forbi, fordi hjemmesiden er i udu.

»Hvis der er en utryghed på en platform, og man ikke ved, virker den, virker den ikke, så er der en tvivl, der ikke er god for os,« siger han.

Det er ikke den første udfordring, SushiMania løber ind i.

I starten af året måtte kæden lukke en butik, da de ikke kunne skaffe sushikokke på grund af en lovændring, og lige nu oplever de udfordringer – som så mange andre – med at skaffe varer på grund af krigen.

»Vi må erkende, vi virkelig har haft mange udfordringer. Vi bliver snart nogle hårde bananer af alt det, vi har været igennem. Der er en udfordring hver dag, og så det her på en søndag. Men vi har et sejt personale, der klarer det godt,« afslutter Kamal Ayad.

Sushimania har i alt ni butikker fordelt i hele landet.