Grundet den stærke krone sænker Nationalbanken nu sine renter yderligere. Renten sænkes på både ind- og udlån.
For at svække kronen, der har ligget stærkt over for euroen, sænker Nationalbanken nu sine allerede negative renter yderligere.
Det oplyser Nationalbanken på sin hjemmeside. Både folio-, indlåns- og udlånsrenten sænkes med 0,1 procentpoint til henholdsvis 0,6 procent, 0,6 procent og 0,45 procent.
– Rentenedsættelsen sker på baggrund af Nationalbankens køb af valuta i markedet, skriver Nationalbanken.
En af Nationalbankens vigtigste opgaver er at holde fastkurspolitikken over for euroen, altså at sikre, at kursen er nogenlunde den samme hele tiden.
Danske Banks chefanalytiker Mikael Olai Milhøj skriver i en kommentar, at kronekursen længe har talt for en rentenedsættelse.
– Tilbage under coronakrisens spæde dag blev Danmarks Nationalbank nødt til at sætte renten op for at modsvare et nedadgående pres på kronen. Det pres er siden vendt rundt, og derfor har Danmarks Nationalbank følt sig nødsaget til at sætte renten ned igen for at sikre kronekursen ikke blev for stærk.
– Man har da også i nogle måneder nu interveneret i valutamarkedet ved at sælge danske kroner, skriver han.
/ritzau/

