Efter Den Europæiske Centralbank tidligere torsdag hævede sin rente, følger Nationalbanken trop.

Nationalbanken har torsdag eftermiddag hævet sin ledende rente med 0,50 procentpoint til minus 0,10 procent. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

Tidligere torsdag oplyste Den Europæiske Centralbank (ECB), at den vil hæve renten med 0,5 procentpoint til 0,0 procent.

I Danmark fører Nationalbanken en fastkurspolitik, der betyder, at den danske krone i grove træk skal følge værdien af euroen, som ECB er centralbank for. Derfor var det ventet, at Nationalbanken ville følge ECB.

Hvis ECB hævede renten, og Nationalbanken undlod at gøre det, ville det risikere at gøre det mere attraktivt at flytte sine penge over i euro frem for kronen - dermed ville styrkeforholdet mellem de to rykke sig.

ECB har hævet sin rente med henvisning til, at prisstigningerne, også kaldet inflation, i euro-landene har været langt over de to procent, som er ECB's målsætning.

Tal fra Eurostat viste i tirsdags, at priserne i eurolandene var steget med 8,6 procent fra juni sidste år til juni i år.

Torsdag var første gang siden 2011, at ECB hævede sin rente.

Fastkurspolitiken er en af de måder, som Nationalbanken forsøger at leve op til målsætning om stabile priser i Danmark.

Efter sin rentestigning torsdag lagde ECB-chef Christine Lagarde op til, at der godt kunne følge flere rentestigninger inden årets udgang.

Med de fortsatte prisstigninger, der er udsigt til, er det ifølge Mikael Olai Milhøj, der er chefanalytiker hos Danske Bank, et meget realistisk scenarie.

Det vil igen få Nationalbanken i Danmark til følge med.

- Derfor virker det meget sandsynligt, at det snart er slut med negative pengepolitiske renter også i Danmark, ligesom det nu er tilfældet i euroområdet, skriver Milhøj i en analyse.

Det var ventet, at ECB ville hæve deres rente. Derfor har det ifølge Mikael Olai Milhøj haft en begrænset betydning på de private markeder.

I forventning om, at renten fra ECB og andre centralbanker vil stige, har investorer på det private marked allerede hævet sine renter for, hvad de tager for at låne penge ud.

/ritzau/