Mystik på det danske aktiemarked


Mandag formiddag har de danske aktier været ramt af usædvanligt store fald.
Da det så værst ud, omkring klokken 10, lå det ledende C25-indeks hele 8,3 procent lavere.
Lidt før klokken 11 har indekset rettet sig en del, så det ligger 2,2 procent lavere end lukkeniveauet fredag.
Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos børsmægleren Nordnet, kan faldet skyldes en fejl, der har udløst generelle salg.
- Det mest sandsynlige er, at der er sket en fejl, og at der er nogen, der er kommet til at aktivere en salgskurs på et alt for lavt niveau.
- Det sætter nogle automatiserede handler i gang, siger Per Hansen.
Også Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, vurderer det som sandsynligt, at en fejl har sat gang i det, der bedst kan beskrives som en dominoeffekt.
- Der er forlydender om, at der er sket en fejl, og at der er en broker (mellemmand, der hjælper med at sælge og købe værdipapirer, red.), som har skullet sætte nogle aktier til salg hen over en periode.
- Men de er så blevet sat til salg samtidig.
- Det får aktierne til at falde, og det er med til at udløse en masse salgsordrer, som giver den her forstærkende effekt, siger Jacob Pedersen.
Ritzau forsøger at få en kommentar til sagen fra Nasdaq i København, som står for at drive den danske fondsbørs.
/ritzau/