Smykkefirmaet Tiffany er måske ved at blive opkøbt.

Luksuskoncernen LVMH bekræfter nemlig, at den har indledt forhandlinger omkring smykkefirmaet med henblik på et muligt opkøb.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge Finans.

I løbet af weekenden skrev flere internationale erhvervsmedier, at LVMH-koncernen, der blandt andet ejer Louis Vuitton, var på vej med et bud på det amerikanske smykkefirma Tiffany.

Og nu bekræfter LVMH altså selv, at der er indledt forhandlinger mellem de to parter.

»I lyset af de seneste rygter bekræfter LVMH Group, at der har været indledende drøftelser om en mulig transaktion vedrørende Tiffany. Der er dog ikke garanti for, at disse drøftelser vil resultere i en handel,« oplyser LVMH i en pressemeddelelse.

Smykkefirmaet Tiffany havde sidste år en nettoomsætning på 4,4 milliarder dollars.

Firmaet har eksisteret siden 1837 og har mere end 14.000 ansatte.

Den tilbudte pris skulle ifølge Reuters lyde på 120 dollars pr. aktie, hvilket vil give en samlet pris på 14,5 milliarder dollars, eller hvad der svarer til godt 98 milliarder danske kroner.

Hvis prisen holder stik, vil det være det største opkøb i LVMHs historie.

LVMH-koncernen, og de knap 156.000 ansatte, ledes af den franske direktør og rigmand Bernard Arnault, der er verdens tredjerigeste person med en anslået formue i underkanten af 700 milliarder danske kroner.

Udover Louis Vuitton ejer koncernen også kendte designmærker som Marc Jacobs, Christian Dior, Fendi, Bulgari og champagneproducenten Möet.

Bernard Arnault er direktør i LVMH og er verdens tredjerigeste person med en anslået formue på omkring 700 milliarder danske kroner.
Bernard Arnault er direktør i LVMH og er verdens tredjerigeste person med en anslået formue på omkring 700 milliarder danske kroner. Foto: NICHOLAS KAMM
Vis mere