Julen nærmer sig med hastige skridt, og for de allermindste er december lig med julemand, drillenisser og risengrød på loftet.
Men den klassiske julefortælling forsøgte en kristendomslærer at punktere for børnene i 1. klasse på Gungehusskolen i Hvidovre, skriver TV 2.
Læreren valgte nemlig at fortælle børnene i timen, at der hverken findes nisser eller en julemand. Børnene reagerede efterfølgende så voldsomt på nyheden, at læreren skrev til børnenes forældre på Aula.
I beskeden lyder det, at forældrene måske ville finde historien komisk, men »den svære sandhed« havde altså »skabt kollektiv hjertesorg«, hvor et »par af dem mistede deres julesmil«.
Beskeden fandt Bonnie Meier, der er mor til et barn i klassen, slet ikke komisk. Hun delte tværtimod en video på TikTok, som er blevet set 130.000 gange, hvor hun raser mod læreren.
»Jeg føler, at hun har taget noget fra vores familie, når hun siger til min datter, at der ikke findes nisser,« siger Bonnie Meier til TV 2.
Hun understreger i en opfølgende video, at hun ikke er sur på læreren, og at læreren er hendes barns yndlingslærer.
Men det betyder ifølge hende selv også, at lærerens ord vejer tungere.
Hvad synes du?

