Coronakrisen har kastet luftfarten ud i den værste krise siden Anden Verdenskrig.
Alle har tabt, men nogle er større tabere end andre – og et af de selskaber, der lider mest, er SAS.
Sådan lyder den nedslående konklusion i en analyse, som Sydbank har udarbejdet. Det skriver Finans.
Ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, er lavprisselskaberne så småt ved at komme på vingerne igen og faktisk kommet styrket ud af krisen. Derimod er den skandinaviske luftfartsgigant stadig en vingeskudt krage.
»Det ser elendigt ud for SAS, når man ser på de økonomiske konsekvenser. 16 års indtjening er forduftet. Selskabet skal bruge ufatteligt mange år med normal indtjening for at indhente det, som er forsvundet på blot seks kvartaler (halvandet år, red.),« siger Jacob Pedersen, til Finans.
Og ikke nok med det. Fremtiden ser også dyster ud for SAS.
Ifølge Jacob Pedersen – som følger luftfartsselskaberne tæt – har den skandinaviske kæmpe flere alvorlige udfordringer at slås med.
Selskabets piloter får højere løn end mange af konkurrenternes. Derudover peger udviklingen i retning af færre forretningsrejsende – fordi coronakrisen jo viste at meget kan klares via onlinemøder – og flere direkte flyruter på bekostning af mellemlandinger i store trafikknudepunkter som Københavns Lufthavn.
Kombinationen af de tre faktorer er ifølge Jacob Pedersen 'gift for forretningsmodellen i SAS'.
Overfor Finans erkender SAS, at der er behov for både at omstille sig, effektivisere og nedbringe omkostningerne. En udvikling, der ifølge koncerndirektør Simon Pauck Hansen allerede er i gang.
Luftfartsselskabet gennemførte i foråret 2020 en kæmpe fyringsrunde, og sidste efterår fik flere hundrede danske ansatte valget mellem at gå markant ned i løn eller at blive fyret.
»SAS befinder sig i sit livs sværeste krise. Vi gør lige nu alt, hvad vi kan for at tilpasse vores virksomhed den nye virkelighed, coronapandemien har skabt,« skrev den daværende pressechef for SAS i Danmark, Sille Beck-Hansen, i den forbindelse i en mail til B.T.
SAS har tabt omkring 8,7 milliarder kroner under coronakrisen.


