Overskuddet på de offentlige finanser var 97,4 milliarder kroner sidste år. Det er et fald på seks milliarder

Sidste år var der et overskud på 97,4 milliarder kroner på de offentlige finanser.

Det viser en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Det er lidt lavere end året forinden, hvor overskuddet lød på 103,5 milliarder kroner.

Faldet er blandt andet et resultat af, at indtægterne fra pensionsafkastskatten er faldet mærkbart i perioden.

Det er den skat, der årligt betales af det løbende afkast af al dansk pensionsopsparing.

Pensionskasserne var hårdt medtaget af modvind på aktiemarkederne sidste år.

Mange måtte melde om tab i milliardklassen.

Indtægter fra pensionsafkastskatten var 11,5 milliarder kroner i 2022. Året før lød indtægterne herfra på 63,8 milliarder kroner.

/ritzau/