Spotify for studiebøger.

Sådan lyder beskrivelsen af den idé, som Camilla Hessellund Lastein i 2013 opgav sit studie for at føre ud i livet gennem firmaet Lix Technologies.

Den nu 26-årige iværksætter modtog stor hæder for firmaet, der kastede omtale af sig i ind- og udland, måske mest bemærkelsesværdigt i erhvervsmagasinet Forbes, der satte hende på deres liste over europæiske talenter, der havde gjort sig særligt bemærket.

Nu er hendes firma dog ikke længere hendes. Hun er nemlig blevet købt ud af ejerkredsen. Det skriver Finans.dk.

Mediet har været i kontakt med bestyrelsesformand i Lix Technologies, Henrik Løvig, som Camilla Hessellund Lastein har henvist til for kommentarer.

»Jeg kan bekræfte, at Camilla er trådt ud af både ledelsen og ejerkredsen. Det er en fælles beslutning, som vi tror er den bedste for selskabet,« lyder det fra Henrik Løvig.

Henrik Løvig repræsenterer North Media, der er en af de aktører fra ejerkredsen, der har været med til at købe Camilla Hessellund Lastein og hendes mor, Susanne Hessellund, ud af ejerkredsen. De to stod noteret for 34 procent af ejerandelen.

Lix Technologies havde frem til 2018 en kendt bestyrelsesformand i Tommy Ahlers, der forlod sin post i kraft af udnævnelsen til uddannelses- og forskningsminister under den daværende regering. Lix Technologies har endnu ikke genereret overskud og har ifølge finans.dk skabt et underksud på knap 40 millioner kroner efter skat over de seneste fire regnskabsår.