Den svenske elektronikgigant Ericsson meddeler tirsdag, at selskabet foretager en nedskrivning på hele 14,2 milliarder svenske kroner (10,7 milliarder danske kroner).

Det skriver flere svenske medier, heriblandt erhvervsavisen Affärsvärlden.

Det sker som en konsekvens af selskabets nye fokuserede strategi, der blev fremlagt i marts sidste år. Ericsson meddeler også, at selskabet har øgede udgifter til selskabsskat i USA, som beløber sig til en milliard kroner. Penge, der dog ikke vil påvirke kassebeholdningen i virksomheden, skriver det svenske finansielle nyhedsbureau Direkt.

»Majoriteten af den goodwill, der nedskrives, hidrører fra investeringer gjort for 10 år siden eller mere og har lille relevans for Ericssons fremtidige forretning. Samtlige nedskrivninger er bogføringsjusteringer, ikke påvirker pengestrømmene i virksomheden,« skriver Ericsson i en pressemeddelelse.

Det er særligt i et forretningsområde, der nedskrives. Over for SVT uddyber Ericssons chef for investorrelationer, Peter Nuyqvist:

»Det handler først og fremmest om området 'Digital Services', hvor der er flere erhvervelser, hvis teknik ikke længere anses som lige så lønsomt, og derfor nedskriver man værdien af dem. Det påvirker resultatet for fjerde kvartal,« siger han.

Ericsson har tidligere varslet, at en nedskrivning kunne blive nødvendig.

Regnskabet for fjerde kvartal 2017 fremlægges 31. januar.