Hvert eneste sekund døgnet rundt gennemfører vi danskere mere end ti Mobilepay-overførsler.

Men succesen stopper ikke her. Mobilepay kan være tæt på et europæisk betalingssamarbejde, skriver Børsen.

»Når vi først er blevet enige om reglerne, så drejer det sig om få måneder, før vi er oppe og køre,« fortæller Claus Bunkenborg, Mobilepays nye topchef til avisen.

I starten af september dannede Mobilepay, sammen med seks andre europæiske mobil-betalere, den europæiske organisation (European Mobile Payment System Association - Empsa) med 25 mio. registrerede brugere.

Målsætningen er, at man i løbet af relativt kort tid skal kunne betale med sin mobil over grænserne.

Behovet for at kunne betale mobilt over landegrænser er vokset i takt med folks stigende rejselyst og kontakter på tværs af lande.

Empsa har nu nedsat nogle arbejdsgrupper, der skal se nærmere på samarbejdet mellem de europæiske mobil-betalere og bankerne.

Samarbejdet er nødvendigt for at få den udbredelse, der skal til.