En energiaftale ventes at falde på plads omkring sommerferien, siger energi-, forsynings- og klimaminister.

København. Efter påske ventes regeringen at påbegynde forhandlinger om en energiaftale for Danmarks energipolitik frem mod 2030.

I aftalen er det afgørende, at man løser det problem, at virksomheder og kraftværker i dag sender store mængder overskudsvarme direkte ud i atmosfæren i stedet for at bruge den til opvarmning.

Sådan lyder det fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).

- Der skal findes en løsning omkring overskudsvarmen. Virksomhederne skal ikke fyre for gråspurvene, siger han.

Ministeren understreger, at man allerede er i gang med at se på problemet med overskudsvarme.

- For få måneder siden præsenterede vi en erhvervs- og vækstpakke, hvor vi reducerede elvarmeafgiften, siger Lars Christian Lilleholt.

- Og i et kommende energiudspil lægger regeringen op til at halvere elvarmeafgiften. Det vil gøre det attraktivt at udnytte mere overskudsvarme for virksomhederne.

Hvor stor effekt regeringens tiltag kommer til at få, ønsker ministeren ikke at sætte tal på. Han kalder det "god sund fornuft" at bruge overskudsvarmen, fordi energien er i overskud.

Tidligere søndag udtalte energiordfører Jens Joel (S), at problemet med overskudsvarme er "en absolut skal-opgave" i det kommende forlig.

Den betragtning deler Lars Christian Lilleholt, der ser frem til forhandlinger med blandt andet S og håber på at lande en bred aftale.

- Jeg forventer selvfølgelig, at vi kan finde nogle løsninger i forhandlingerne de kommende måneder.

- Omkring sommerferien vil det være oplagt, at vi når frem til en aftale, siger han.

Også DI kalder på handling på området.

Men når alle angiveligt er såre enige om, at der er et problem, hvorfor er der så ikke gjort noget tidligere?

- Det er der sandsynligvis mange forklaringer på. Nu er det mig, der er minister, og jeg kan bare love, at jeg har fokus på at gøre noget i forhold til overskudsvarmen, siger Lars Christian Lilleholt.

Den spildte varme fra virksomhederne ville kunne levere fjernvarme til 128.000 parcelhuse.

Overskudsvarmen er den varme, der er til overs efter virksomheders produktion. Den har blandt andet være diskuteret i forbindelse med kommende datacentre i Danmark.

/ritzau/