Flyselskabet SAS kan forvente en mildest talt turbulent indflyvning til det nye år.

Ikke alene risikerer det delvist statsejede selskab at blive politianmeldt for at være for langsom til at betale penge tilbage til sine kunder. Selskabet risikerer også at løbe ind i strafrenter.

Transportminister Benny Engelbrecht oplyser, at regeringen er klar til at se på, om der kan laves lovarbejde, der med et flertal i ryggen kan medføre en straf til SAS, som følge af at selskabet ikke har overholdt den deadline, der er givet til at tilbagebetale kunder, der har fået rejser aflyst som følge af coronapandemien.

Pengene skulle have været refunderet søndag 15. november.

»Som jeg tilkendegav på et åbent samråd med transportudvalget i sidste måned, er regeringen åben for at tage spørgsmålet om at pålægge renter på flyselskabers udeståender med deres kunder op, i forbindelse med at EU-direktivet skal revideres,« siger Benny Engelbrecht søndag og fortsætter:

»Der er ingen tvivl om, at du skal have dine penge tilbage, hvis din flyrejse bliver aflyst. Det er Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen som den ansvarlige myndighed, som nu skal tage stilling til, om der skal indgives politianmeldelse over for de flyselskaber, som fortsat mangler at udbetale refusion til deres passagerer.«

Spørgsmålet om strafrenter er blevet aktuelt, efter at SF's transportordfører, Anne Valentina Berthelsen, søndag har udtalt til Ritzau, at »kunderne skal have deres penge tilbage nu«.

»Og hvis ikke de kan få det hurtigst muligt og inden for de frister, vi sætter, så må der løbe renter på,« siger hun.

Transportminister Benny Engelbrecht ses her i samråd om refusion ved aflyste flyrejser på Christiansborg tirsdag 27. oktober 2020. Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Honoré Østergaard (V) og Hans Christian Schmidt (V). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Transportminister Benny Engelbrecht ses her i samråd om refusion ved aflyste flyrejser på Christiansborg tirsdag 27. oktober 2020. Samrådsspørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Honoré Østergaard (V) og Hans Christian Schmidt (V). (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hvis SAS bliver politianmeldt, kan det medføre en bødestraf.

Fristen for tilbagebetaling blev fastsat 2. oktober af Trafikstyrelsen. Sammen med 11 andre flyselskaber blev det krævet af SAS, at deres hundredtusindvis af kunder skulle have deres penge igen inden for seks uger.

Ifølge EU's flypassagerrettighedsforordning skal passagerer have refusion af deres ubrugte flybilletter inden for syv dage, når en flyafgang aflyses.

Pressekontakt hos SAS Karin Kyllerman beklager, at SAS ikke har refunderet kunder til tiden.

»Vi er rigtig kede af det. Mange kunder venter, og de har ventet længe,« siger hun.

Karin Kyllerman oplyser, at der indtil videre er refunderet 4,5 milliarder kroner til 1,7 millioner kunder.

Hvor mange kunder der fortsat mangler at få deres penge igen, ved hun ikke, lyder det.

SAS kan ikke love, hvornår danske kunder får deres penge retur. Karin Kyllerman kan kun love, at pengene nok skal komme.

»Vi elsker vores kunder, og vi vil gøre alt for at behandle sagerne hurtigt, så alle kan få deres penge tilbage,« siger Karin Kyllerman.