2017 blev et godt år for godsejer og lensgreve Bendt Wedell, hvis selskab, Wefri A/S, netop har offentliggjort sit største overskud siden 2006.

Selskabet driver Danmarks største land- og skovbrug og omfatter blandt andet godserne Frijsenborg ved Hammel og Wedellsborg på Fyn. Her er indtjeningen blevet løftet med 40 procent til 43 millioner kroner sidste år, fremgår det af regnskabet, der dog ikke er lutter lagkage. Resultatet af den primære drift er nemlig mere end halveret og endte sidste år på 6,9 millioner kroner.

»Denne nedgang skyldes historisk dårlige udbytter og priser. Resultatet af den primære drift i 2017 ligger på et utilfredsstillende niveau, men inden for det forventelige,« skriver Bendt Wedell i en kommentar til Jyllands-Postens erhvervsmedie Finans.

Han kan til gengæld lune sig ved, at egenkapitalen i Wefri nu er vokset til 570 millioner kroner.

Man skal dog ikke tro, at det er hele hans formue. En stor del af godsernes aktiviteter findes nemlig i personligt ejede selskaber, der ikke offentliggør regnskaber.