Det danske typehusfirma Eurodan-Huse er blevet solgt til konkurrenten HusCompagniet.
Salget kom, efter at administrerende direktør i Eurodan-Huse Thomas Dahl valgte at sætte sin underskrift på en aftale, der sender familien Dahls livsværk over til konkurrenten, som ejes af kapitalfonden EQT.
Virksomheden, der ligesom konkurrenten har bygget forretningen op omkring færdigbyggede huse, har efter nogle svære år i tiden omkring finanskrisen rejst sig med en omsætning på over én milliard kroner, skriver Børsen.
»Virksomheden har været i familiens eje altid, så det har været en svær beslutning. Nu er der ikke noget familiebånd længere, og det har været en kæmpestor overvejelse, men vi synes, at det er en spændende mulighed at blive en del af HusCompagniet,« siger Thomas Dahl til Børsen.
Aftalen om et salg til konkurrenten, der til sammenligning har en omsætning på 3,3 milliarder kroner, betyder, at HusCompagniet overtager 100 pct. af selskabet.
Thomas Dahl og resten af Dahl-familien geninvesterer dog en del af gevinsten fra salget og vil dermed fortsat sidde på en minoritetsandel i selskabet bag de to typehusfirmaer.
Parterne ønsker ikke selv at sige noget om prisen på handlen, men ifølge Børsen værdisættes opkøbet til en værdi omkring 500 millioner kroner.
HusCompagniets opkøb af konkurrenten vil ifølge virksomhedens administrerende direktør Karsten Rydder Pedersen give muligheder for blandt andet at købe billigere ind.
Ifølge Thomas Dahl vil salget af Eurodan-Huse også kunne være en fordel for de to virksomheders kunder.
Han fremhæver blandt andet, at virksomhederne har samme syn på, hvordan man får tilfredse kunder, og et samarbejde mellem dem kan forbedre deres digitalisering, som i sidste ende vil betyde bedre produkter for kunderne.
Eurodan-Huse er startet i 1978 af Thomas Dahls far, Niels Christian Dahl, i den sønderjyske by Toftlund.
Thomas Dahl overtog virksomheden i 2010 sammen med brødrene Rasmus Dahl og Anders Dahl.
