Dansk produktion af computerspil har på kort tid vokset sig til en milliardforretning.

København. Den danske spilindustri er i bragende fremgang, og nu melder branchen om nye, aggressive vækstforventninger, skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, Finans.

I løbet af de næste tre år ventes de danske spilfirmaer samlet set at fordoble salget, så den samlede omsætning kommer op i nærheden af 2,5 milliarder kroner.

Nye selskaber skyder frem, og samtidig er der nu for alvor kommet investorkroner til fadet, som kan fungere som brændstof for væksten, lyder det fra Jan Neiiendam, direktør for brancheforeningen Interactive Denmark.

- Vi skal fordoble branchens omsætning, eksport og antal medarbejdere på 2-3 år. Det er vores mål, og det baserer vi på den markedsvækst, der er på spilmarkedet. Vi får hele tiden nye virksomheder i branchen, så der nu er over 150 af dem, og de vokser sig større, siger han til Finans.

Branchen har præsteret en fordobling på tre år allerede, fra 2012 til 2015, med mobilspillet Subway Surfers som det store lokomotiv.

I 2015, som de nyeste tal dækker, var den samlede omsætning for de danske computerspilsproducenter på 1,2 milliarder kroner, så det vil kræve en ny, rund milliard i spilkroner at nå målet.

Ifølge en af de nye spillere i branchen, investoren Nordisk Film Games, er der basis for sådan en fordobling.

- Det er ikke urealistisk, for vi ser mange spilfirmaer, som bobler op nu. I forhold til for fem år siden er der både kommet flere, og der er kommet flere af høj kvalitet.

- Der skal ikke være mange af dem, som slår igennem internationalt, før man virkelig kan mærke det. Bare én titel, der bliver populær internationalt, kan gøre en stor forskel, siger Mikkel Weider, direktør for Nordisk Film Games.

/ritzau/