Bare fordi man er milliardær, behøver man ikke efterlade sine børn en stor arv.

Det er den 70-årige ejendomsmogul Wing-Ching Shih fra Hongkong et levende bevis på.

Selvom han har en formue på 2,6 milliarder kroner, kommer hans tre børn ikke til at arve så meget som en øre.

I stedet for at efterlade pengene til dem har Wing-Ching Shih nemlig, ifølge finansmediet Bloomberg, valgt at give sin formue til velgørenhed.

»Jeg accepterer det,« siger 30-årige Alex Shih om sin fars beslutning om at give ham og hans søskendes arv væk.

»Han fortalte os om det, da vi var meget unge, og vi havde ikke noget valg. Han sagde, at det er bedst ikke at leve et liv, der er for komfortabelt fra begyndelsen. Man værdsætter det mere, hvis man tjener pengene hen ad vejen.«

Wing-Ching Shih stiftede i 1978 Hongkongs største ejendomsmægler, Centaline Group, som står for to ud af fem ejendomstransaktioner i regionen.

Sønnen, Alex Shih, sidder som næstformand i firmaet, men selvom Centaline Group håndterer ejendomstransaktioner i millionklassen hver eneste dag, fortæller han, at han tjener en helt 'almindelig løn'.

Hongkongs boligmarked er verdens dyreste.
Hongkongs boligmarked er verdens dyreste. Foto: PHILIPPE LOPEZ / AFP
Vis mere

Præcis hvor meget det er, melder historien ikke noget om.

Den 30-årige næstformand siger dog, at hans venner, der arbejder med økonomi, tjener flere penge, end han gør.

Alex Shih er ved at spare op til sit første hus. En opgave, der er noget krævende i Hongkong, som har verdens dyreste boligmarked, og hvor gennemsnitsprisen på boliger er otte millioner kroner.

Han sigter efter at kunne købe en toværelses lejlighed i et middelklasse-nabolag.