Nana Bule er ny administrerende direktør for Microsoft Danmark. Hun tager over fra Marianne Dahl.

It-giganten Microsoft skifter ud på direktørposten i Danmark.

I en pressemeddelelse onsdag meddeler virksomheden, at Nana Bule er ny administrerende direktør per 1. juli.

Hun tager over efter Marianne Dahl. Hun bliver forfremmet og overtager ansvaret for Microsofts forretning i Vesteuropa som ny vicedirektør for salg, marketing og drift.

Nana Bule er uddannet fra CBS og It-Universitetet og har desuden en bestyrelsesuddannelse fra IMD.

Hun har været i Microsoft Danmark siden 2002. Hun har de seneste tre år været direktør for markedsføring og drift i Microsoft Danmark.

- Det er et fantastisk tidspunkt at overtage ansvaret for den danske Microsoft-forretning.

- Jeg er meget ydmyg over for opgaven og samtidig taknemmelig over det fundament, vi har skabt over de seneste år - og over at have et dygtigt og erfarent team med mig, siger Nana Bule blandt andet i pressemeddelelsen.

Marianne Dahl glæder sig i meddelelsen over at overtage opgaven med ansvaret for forretningen i Vesteuropa. Den dækker over 14 lande og er den næststørste region i Microsoft.

Microsoft Danmark blev etableret i 1989 og beskæftiger flere end 500 medarbejdere i Danmark. Virksomheden har mere end 2500 registrerede og aktive partnere.

/ritzau/