Trods driftsunderskud vil den tostjernede danske michelinrestaurant Alchemist holde lukket fem måneder om året.

Tiden skal bruges på at udforske måden at drive restaurant på og til at udvikle medarbejderne.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

I et interview med Børsen uddyber restaurantens grundlægger og køkkenchef, Rasmus Munk, hvordan fem måneders lukning er økonomisk rentabel.

Blandt andet skal gæsterne fremover ikke længere selv kunne vælge, hvad de vil drikke til maden.

- Vi er i en situation, hvor vi kan tillade os at teste sådan et koncept som det her. Vi har været fuldt booket, siden vi åbnede, og haft over en million mennesker på venteliste, så jeg tror på, at det kan lade sig gøre, siger Rasmus Munk til mediet.

Derudover vil interesserede også kunne komme på rundtur, "mens særlige arrangementer kan give yderligere indtægter", skriver Børsen.

Sidste år var Alchemists driftsunderskud på 411.000 kroner. I 2024 var det på 10,1 million kroner.

Rasmus Munk siger til Børsen, at store investeringer og efterfølgende afskrivninger har belastet regnskabet, men at den underliggende restaurantdrift efter hans vurdering hænger sammen.

Han tilføjer i interviewet, at "planen er at beholde alle på lønningslisten" - en lønningsliste, som omfatter 100 ansatte - mens Alchemist holder lukket.

Alchemist bygger på Rasmus Munks koncept "Holistic Cuisine". Det er opdelt i fem akter og består af 50 spiselige og ikke-spiselige indtryk, som det lyder.

- Forretningsmodellen for en restaurant er som regel bygget op omkring konstant drift. Vi orkestrerer og opfinder, imens forestillingen er i fuld gang.

- Ser man mod kunstens, teatrets og musikkens verden, er der bred forståelse for, at kreative værker kræver tid til fordybelse, inden de møder et publikum. Den grundtanke vil jeg gerne overføre til gastronomien, forklarer Rasmus Munk i pressemeddelelsen.

I lukkeperioden skal de ansatte blandt andet uddannes inden for gæstepsykologi, koreografi og kropssprog.

Alchemist, som i dag ligger på Refshaleøen i København, åbnede i 2015.

Restauranten ejes foruden af Rasmus Munk også af Saxo Banks tidligere administrerende direktør Lars Seier Christensen.

RITZAU