Fødevarevirksomheden Meyers, der er skabt af tv-kokken og iværksætteren Claus Meyer, bliver nu solgt videre til den britisk koncern Westbury Streets Holding (WSH).
Det betyder samtidig, at den nuværende ejer – den britiske kapitalfond IK Investment Partners - opsplitter selskabet Løgismose Meyers Holding ApS i to.
Det skriver Løgismose Meyers Holding i en pressemeddelelse.
Den nuværende kommercielle direktør i Løgismose Meyers Holding, Jesper Wacherhausen, bliver topchef i Meyers A/S.
»Det har været ekstremt vigtigt for os og ejerkredsen at finde de helt rigtige nye ejere, der, som vi, kan se alle fordelene ved at lade Meyers fortsætte som et selvstændigt selskab med en stærk kultur og fokus på høj kvalitet, unikt værtskab, madinnovation, mere velsmag og større ansvarlighed,« udtaler han i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Den ejer har vi fundet i WSH, og vi glæder os til at blive en del af familien og i fællesskab realisere både eksisterende og nye strategiske og kommercielle planer.«
Claus Meyer fortsætter som innovator og projektudvikler i Meyers A/S.
Løgismose Meyers Holding blev skabt i 2015 ved at slå virksomhederne Løgismose og Meyers sammen.
Nu opsplittes de altså igen.
Løgismose Meyers Holding vil nemlig fortsat beholde Løgismose A/S, der altså fortsætter som selvstændigt selskab.
I den seneste årsregnskab for 2021 havde Løgismose Meyers Holding en omsætning på 1,2 milliarder kroner og et driftsresultat på på 36,8 millioner kroner. Bundlinjen viste et underskud på 23 millioner kroner.
