Han blev kendt i offentligheden som Mette Frederiksens højre hånd.

Han var angivelig en af hendes absolut nærmeste betroede i tiden op til, at Socialdemokratiet vandt regeringsmagten i Danmark. Så blev han hendes stabschef.

Og nu skal han, Martin Rossen, så hjælpe virksomheden Wise Home med at komme ud over Danmarks grænser, som bestyrelsesmedlem.

Det skriver Finans.

»Jeg er selv ved at videreudvikle et stærkt og sjovt hold på Danfoss, og det kan sagtens holde mig beskæftiget. På en meget meningsfuld måde. Men jeg synes, den her mulighed for udvikling – også for mig selv – måtte prøves af,« skriver han i en mail til Finans.

Wise Home arbejder blandt andet med forbrugsmåling og måling af fugt, temperatur og lignende i boliger, og ifølge direktøren, Per Holst, kan Martin Rossen tilbyde kendskab til den politiske dagsorden, »og han er superstærk til strategi og kommunikation«.

Mette Frederiksens daværende stabschef i Statsministeriet fratrådte sin stilling 16. juni 2020 for at blive Senior Vice President i Danfoss, hvor han fortsætter.

»Martin og jeg har kendt hinanden i 25 år, vi er tætte venner, og han har været min nærmeste rådgiver, fortrolige og sparringspartner i de seneste ni år. Jeg vil gerne ønske Danfoss tillykke; Martin bliver ualmindelig dygtig også i sit nye job for en af Danmarks største private virksomheder. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ville have beholdt Martin,« udtalte statsminister Mette Frederiksen dengang i forbindelse med opsigelsen.