Det kinesiske marked er blevet udfordrende for flere europæiske bilproducenter.

Nu er det den tyske producent Mercedes-Benz' tur til at skrue ned for forventningerne til årets salg grundet en negativ udvikling i Kina.

I koncernens halvårsregnskab fremgår det, at Mercedes-Benz nu forventer, at bilsalget i år kommer til at ligge en smule lavere end sidste år.

Tidligere var det meldt ud, at Mercedes-Benz forventede et bilsalg på niveau med 2025.

Forventningen om et lavere bilsalg smitter af på de overordnede salgsforventninger. Nu ventes koncernens omsætning at lande en smule under niveauet fra 2025.

I regnskabet skriver Mercedes-Benz, at det europæiske marked ventes at holde sig på samme niveau som i 2025. Det amerikanske marked ventes fortsat at være lidt under 2025-niveauet, lyder det.

Men i Kina ventes salget at ligge betydeligt under niveauet fra 2025.

Det skyldes ifølge den tyske bilproducent, at der er et stort pres på priserne inden for kvalitets- og luksusbiler. Presset kommer især fra kinesiske producenter.

Konkurrencen ventes at føre til en betydeligt svagere salgsudvikling i Kina for mange udenlandske producenter, skriver Mercedes-Benz.

Mercedes-Benz har i andet kvartal i 2026 haft en omsætning på 32 milliarder euro, svarende til cirka 240 milliarder kroner. Det er tre procent mindre end i samme kvartal året før.

I kvartalet har producenten solgt knap 100.000 biler i Kina, hvilket er 30 procent færre end i andet kvartal i 2025.

Også Volkswagen måtte tidligere i juli skrue ned for sine forventninger i forbindelse med sit halvårsregnskab.

Hvor prognosen tidligere lød på en salgsfremgang på mellem nul og tre procent, lyder Volkswagens nye forventninger nu, at salget vil gå tilbage mellem nul og tre procent.

Her var det også især pres fra de kinesiske konkurrenter, som stod bag nedjusteringen.

RITZAU